If your going to San Francisco...

Jeg har det her foto af hende på væggen foran mig. Min ældste datter. Den unge kvinde med de vanvittigt lange ben. Iført de strømper jeg købte på overtræk engang i firserne. Skoene har været hendes mormors, og hun elsker at gå i dem, fordi der er overflod af autentisk mormorkraft i dem. Hun er sin egen. Og lige lettet i en jernfugl. Med ansigtet dækket af kys og aftrykket af mange kram om sin hals. 

Jeg er ydmyg og inderligt taknemlig over at være mor. Mor. Magien i at gå med mine unger og ved siden af dem, i alle årene gennem vores fælles liv er ubegribelig. Jeg elsker dem for at være dem de er, vise mig hvem de er, hvad de vil og hvordan de lever. 

Jernfuglen bringer hende først til Frankfurt og i nat, mens jeg sover sætter hun sine fødder på jorden i San Francisco. Hun rejser alene og på en tilskyndelse af, at dér skal hun hen. Nu. 

Da jeg så hende stå på rulletrappen og vinke, løftede jeg armen og vinkede tilbage. Ligesom jeg har gjort ved alle andre afskeder siden hun var lille; i dagplejen, børnehaven og skolen. De tusindvis af hverdagsafskeder vi har delt, alt imens de små børnehænder stille og roligt har vokset sig større. 

I morges da vi sagde farvel i lufthavnen trillede tårerne og jeg smilede samtidig. Sådan er det ved lidt længere adskillelser. Hver gang. Smil gennem tårer ! Uden vejrtrækning. Med megaklump i halsen. Mens jeg står der, blander der sig pludselig billeder af andre afskeder hvor jeg vinker til min mor. Især afskeder efter hun var blevet gammel og vi vinkede farvel, mens bilen ruller ud af indkørslen. Det var også smil gennem tårer. Hver gang. Fordi vi smilede til hinanden over at vi græd. Og fandt samhørighed både i latter og tårer. Talentet for tårer og latter deler jeg med min mor og mine døtre. 

 

Om tre måneder når hun er tilbage igen, vil jeg kunne se i hendes øjne og mærke i min krop, at hun er fyldt af nye indtryk. Hun vil være inspireret, glad og fuld af fortællinger. Jeg vil nyde at iagttage hende og lytte. Være ydmyg og taknemlig over at hun findes i mit liv og lever sit eget.
Jeg har tænkt over, at jeg ikke synes hun skal bo derovre eller andre steder, der ligger meget langt væk. Men jeg bliver ikke spurgt om hvad jeg synes om noget. For hun er en del af mit liv og lever sit eget. Hun er en del af mit liv og lever sit eget liv. Ja, sådan er det. Ligemeget hvad. Og hvor. Hun bestemmer. Selv. Det har jeg lært hende.